Der er nærmere bestemt tale om en mundtligt overleveret tradition, der har ordlyden (eller afskygninger heraf):
“Tænk lige på alle de fattige, sultne børn derude i verden lige nu. De ville ønske, de kunne spise dén mad, du har på din tallerken. Så spis din mad!”
En fortærsket vending, som de fleste har mødt på ét eller andet tidspunkt i løbet af deres opvækst. Den hører til blandt andre helt klassiske og ukonstruktive udtryk som ”Hvis du er klatret op i træet, kan du også klatre ned igen.”
Du har måske endda selv spillet fattige-børn-kortet, når junior sidder og stikker surmulende med gaflen til dét måltid, du lige har brugt energi på at bikse sammen.
Formålet er at minde ’levneren’ (gisp!) om, at vi er privilegerede og har al grund til at være taknemmelige for mad i overflod., og rester på tallerkenen er lig med hån mod alle sultende mennesker i hele verden.
”Spis op!” er imidlertid et problematisk mantra, der i princippet gør dig til din egen foie gras-gås.
Især i julemåneden bliver vi mindet om, at hygge som bekendt er lig med masser af mad. Så her risikerer din evne til at levne virkelig at komme på prøve.
Når du ikke giver dig selv lov til at levne, men lader den indre barndoms-kommando “Spis op!” diktere dine måltider, er det i grunden skyldbetonet tvangsfodring af dig selv – baseret på et indgroet tankemønster, som mange af os ikke tænker nærmere over og derfor ikke har udfordret den bagvedliggende logik.
I stedet for at tvinge dig selv til at klemme mere ned, end du faktisk har lyst til, så prøv netop at udfordre tankemønsteret.
Stil dig selv følgende spørgsmål næste gang, du føler dig nødsaget til at tømme din tallerken, selvom du egentlig ikke længere er sulten.
Det er naturligvis at foretrække ikke at blive en del af madspilds-statistikken som “udsmider”, men sommetider har du mulighed for at gemme resterne til senere.
Hvis det ikke er værd at gemme, så husk at det allerede ligger på din tallerken! Med andre ord er der alligevel ingen andre, der kan få glæde af det nu. Det er altså allerede ”spildt”.
Lige en ekstra pointe: uanset om du er vokset op med ”Man spiser op!”, så spørg dig selv, hvordan det på nogen som helst måde gavner nogen som helst, om du med møje og besvær formår at klemme tre ekstra mundfulde mad ned. Hvem glæder det reelt? (Psssst: ingen!)
Husk på, at der ikke er nogen fra madspilds-politiet eller sultne børn fra fjerne verdensdele, der kommer og takker dig, når du står og skal have forbrændt de ekstra kalorier.
Stil dig selv spørgsmålet endnu en gang: Hvad er lettest? At smide resterne fra din tallerken direkte i skraldespanden eller at spise over evne og give dit ‘fremtids-jeg’ udfordringen med at få bugt med de overskydende kalorier? Desuden er der også et her-og-nu-ubehag i form af, hvor du føler dig oppustet. Det er for de færreste en rar måde at føle sig mæt på.
Andre tips:
Skab et overblik over buffeten og gå eventuelt en runde for at se udvalget. Prioritér, hvad vil smage og udvælg til sidst dét, du allerhelst vil starte med at have på din tallerken.
Det skal være sådan, at hvis buffeten pludseligt af uforklarlige årsager bryder i brand, så nåede du at smage præcis dét, du synes var det absolut lækreste.