MOVE IT Fitness

Spis op! Øhm… Hvorfor egentlig?

Kroppen har egentlig givet signal om, at du er mæt. Sikken skam. Maden er bare så lækker, og det er jo synd at lade resterne gå i skraldespanden.

Er der noget galt med indsatsen for at mindske madspild? Naturligvis ikke. Det er til gengæld et problem, hvis du får uheldige konsekvenser, af at føle, du altid skal spise op, for at undgå at føle dig som en ”madspilder”

Vi kigger her nærmere på et fænomen, der er blevet overleveret gennem generationer: at overspise frem for dårlig samvittighed over at levne.

Alle de fattige og sultne børn

Der er nærmere bestemt tale om en mundtligt overleveret tradition, der har ordlyden (eller afskygninger heraf):

“Tænk lige på alle de fattige, sultne børn derude i verden lige nu. De ville ønske, de kunne spise dén mad, du har på din tallerken. Så spis din mad!”

En fortærsket vending, som de fleste har mødt på ét eller andet tidspunkt i løbet af deres opvækst. Den hører til blandt andre helt klassiske og ukonstruktive udtryk som ”Hvis du er klatret op i træet, kan du også klatre ned igen.”

Du har måske endda selv spillet fattige-børn-kortet, når junior sidder og stikker surmulende med gaflen til dét måltid, du lige har brugt energi på at bikse sammen.

Formålet er at minde ’levneren’ (gisp!) om, at vi er privilegerede og har al grund til at være taknemmelige for mad i overflod., og rester på tallerkenen er lig med hån mod alle sultende mennesker i hele verden. 

”Spis op!” er imidlertid et problematisk mantra, der i princippet gør dig til din egen foie gras-gås.

Især i julemåneden bliver vi mindet om, at hygge som bekendt er lig med masser af mad. Så her risikerer din evne til at levne virkelig at komme på prøve.

Når du ikke giver dig selv lov til at levne, men lader den indre barndoms-kommando “Spis op!” diktere dine måltider, er det i grunden skyldbetonet tvangsfodring af dig selv – baseret på et indgroet tankemønster, som mange af os ikke tænker nærmere over og derfor ikke har udfordret den bagvedliggende logik.

Næste gang du er mæt, men stadig har mad på din tallerken:

I stedet for at tvinge dig selv til at klemme mere ned, end du faktisk har lyst til, så prøv netop at udfordre tankemønsteret.

Stil dig selv følgende spørgsmål næste gang, du føler dig nødsaget til at tømme din tallerken, selvom du egentlig ikke længere er sulten.

  1. Hvad er min grænse? Hvornår stopper du med at spise? Når du føler dig mæt, eller når du ikke er sulten mere? Til tider kan det være en hårfin grænse. Hvis du stopper med at spise, når du ikke længere er sulten, kan der ofte spares en del kalorier, og så undgår du også at få ondt i maven på grund af overmæthed. Nok kan det virke banalt og pandeklaskende indlysende, men husk at lytte til din krops signaler.
  2. Spild eller slid? Hvad er lettest: at smide resterne fra din tallerken direkte i skraldespanden eller at spise dét ekstra og kæmpe med at forbrænde de ekstra kalorier bagefter?

Det er naturligvis at foretrække ikke at blive en del af madspilds-statistikken som “udsmider”, men sommetider har du mulighed for at gemme resterne til senere.

Hvis det ikke er værd at gemme, så husk at det allerede ligger på din tallerken! Med andre ord er der alligevel ingen andre, der kan få glæde af det nu. Det er altså allerede ”spildt”.

Lige en ekstra pointe: uanset om du er vokset op med ”Man spiser op!”, så spørg dig selv, hvordan det på nogen som helst måde gavner nogen som helst, om du med møje og besvær formår at klemme tre ekstra mundfulde mad ned. Hvem glæder det reelt? (Psssst: ingen!) 

Husk på, at der ikke er nogen fra madspilds-politiet eller sultne børn fra fjerne verdensdele, der kommer og takker dig, når du står og skal have forbrændt de ekstra kalorier.

Stil dig selv spørgsmålet endnu en gang: Hvad er lettest? At smide resterne fra din tallerken direkte i skraldespanden eller at spise over evne og give dit ‘fremtids-jeg’ udfordringen med at få bugt med de overskydende kalorier? Desuden er der også et her-og-nu-ubehag i form af, hvor du føler dig oppustet. Det er for de færreste en rar måde at føle sig mæt på.

Andre tips:

  • UPS-modellen. Udvælg – Prioritér – Selektér. Det hænder, at øjnene overvurderer, hvad maven kan rumme, og så sidder vi propmætte med en masse tilbage på tallerkenen. I stedet for at ’gemme det bedste til sidst’ (typisk buffet-strategi), så spis dét, du har mest lyst til som det første. Du har større chance for at stoppe, når du faktisk ikke har lyst til mere.

Skab et overblik over buffeten og gå eventuelt en runde for at se udvalget. Prioritér, hvad vil smage og udvælg til sidst dét, du allerhelst vil starte med at have på din tallerken.

Det skal være sådan, at hvis buffeten pludseligt af uforklarlige årsager bryder i brand, så nåede du at smage præcis dét, du synes var det absolut lækreste.  

  • Serviettricket. Læg en serviet på din tallerken. Det opfordrer og indbyder ikke til at fortsætte og tvinge mere ned, end du har behov for.
  • Sæt tallerkenen væk. Når først tallerkenen er væk, er måltidet færdigt. Kom den eventuelt i opvaskemaskinen, så du ikke kan ombestemme dig og give tallerkenen en anden halvleg.
  • Spis langsommere. Hvis du gerne generelt vil undgå fornemmelsen af overmæthed, kan det være en fordel at sætte gaffel-tempoet ned og lægge mærke til, at du tygger, smager og synker maden. Når vi spiser, kan det tage op til 20 minutter, før hjernen registrerer mæthedssignaler fra mavesækken. I dette tidsrum kan vi nå at spise meget mere, end vores kroppe ellers ville have vurderet var rigeligt.